Et dansk EM-sølv lyder flot på papiret, men regnskabet fra langbane-EM i Paris efterlader ikke kun tilfredshed i den danske lejr.
Helena Rosendahl Bach stod for mesterskabets klare højdepunkt med sin sølvmedalje, men samlet set var de danske resultater mere beskedne end håbet. Danmark sluttede mesterskabet med to finaler og ni semifinaler, og det er et niveau, der ikke for alvor flytter nationen tættere på Europas stærkeste svømmelande.
Det billede lægger landsholdschef Thomas Stub heller ikke skjul på i SvømDanmarks evaluering efter mesterskabet.
Han peger på, at holdet leverede en indsats, der kan godkendes, men samtidig understreger han, at ambitionerne rækker markant længere end det, der blev vist i Paris. For selv om flere svømmere tog små skridt frem, og andre fik vigtig erfaring på den store scene, var det ikke et mesterskab, hvor Danmark for alvor satte sig tungt igennem.
“Overordnet præsterede vi lidt bedre end til par, men jeg må også konstatere – uden at være overrasket – at vi er langt fra, hvor vi har ambitioner om at være.”
Netop den formulering rammer meget præcist den danske status lige nu. Der er fremgang at spore, men afstanden op til de bedste er stadig tydelig. Og i international elitesvømning er små marginaler ofte forskellen på en semifinale og en medaljekamp.
Under EM blev der ellers sat ti danske rekorder og seks nordiske rekorder. Det vidner om, at flere danske svømmere ramte et højt niveau og flyttede personlige og nationale grænser. Alligevel var det ikke nok til at skabe det gennembrud, som dansk svømning jagter.
Det er i sig selv en vigtig pointe efter mesterskabet. For rekorder lyder imponerende, men når konkurrenterne samtidig flytter sig endnu mere, bliver de danske fremskridt hurtigt sat i perspektiv. I Europas top er det ikke længere nok bare at svømme hurtigere end tidligere danske generationer. Der skal ofte mere til end både danske og nordiske rekorder, hvis man vil blande sig helt fremme.
Det gør også evalueringen mere kompleks end blot at tælle medaljer. På den ene side kom der konkrete fremskridt, nye rekorder og værdifuld erfaring. På den anden side viste Paris også, hvor hårdt niveauet er blevet, og hvor meget arbejde der stadig venter, hvis Danmark igen skal være fast inventar i internationale finaler.
Thomas Stub retter derfor blikket længere frem end bare næste sæson. Arbejdet mod OL i 2028 og 2032 er allerede i gang, og det siger noget om, hvor langsigtet opgaven er. Dansk svømning står ikke med en hurtig løsning, men med et udviklingsprojekt, hvor flere profiler skal løfte sig markant over de kommende år.
“Arbejdet mod OL i 2028 og 2032 er allerede i gang, men vi skal fortsætte med at udvikle og forbedre os, hvis flere skal lykkes med at svømme med i de internationale finaler og om medaljerne,” siger landsholdschefen.
Det er samtidig en melding, der sender et klart signal til både nuværende profiler og næste bølge af talenter. Der er brug for mere end hæderlige præstationer. Der er brug for svømmere, som kan ramme topniveau på de største dage og presse sig ind i det felt, hvor medaljerne bliver fordelt.
EM i Paris gav altså både et løft og en advarsel. Sølvmedaljen viste, at Danmark stadig kan levere markante enkeltresultater. Men den samlede bredde var ikke stærk nok til at gøre mesterskabet til en egentlig dansk succes.
Det næste pejlemærke kommer allerede i december, når kortbane-VM afvikles i Beijing. Her får de danske svømmere en ny mulighed for at omsætte erfaringerne fra Paris til resultater. Samtidig bliver det endnu en test af, om de mange rekorder også kan omsættes til placeringer, der for alvor tæller i international sammenhæng.
For dansk svømning er konklusionen lige nu ret enkel: Der er bevægelse i den rigtige retning, men tempoet skal op. Ellers bliver afstanden til Europas bedste ikke mindre, men større.