HIK håndbold har mistet en af de personer, som i årevis var umulig at komme udenom i klubbens hverdag. Frank Niclasen var gennem årtier en central figur i foreningen, hvor han både satte sit præg som træner, leder og praktisk drivkraft bag en lang række af de opgaver, der får en klub til at hænge sammen.
Efter sine arbejdsdage som pædagog på Hellerup Skole gik turen for Frank Niclasen næsten altid direkte til HIK. Det var her, en stor del af hans liv udspillede sig. Enten stod han på gulvet i hallen, eller også sad han på sin faste plads ved vinduet ind til banen med sin iPad og sin ene øl, mens han fulgte med i det, der foregik.
Hans indsats rakte langt ud over det synlige. Frank Niclasen lagde turneringsprogram for samtlige hold, holdt styr på materiellet og var med til at sætte retningen i håndboldudvalget. Han tog også ansvar for nogle af de opgaver, der sjældent giver overskrifter, men som er afgørende i en forening med mange hold og mange mennesker omkring sig.
Det var desuden ofte ham, der fandt nye trænere til klubben og hjalp dem i gang. På den måde fik han betydning for langt flere end de spillere, han selv stod med i hallen.
Men trænerrollen fyldte meget. I mange år stod han i spidsen for drengene på U12, og her var ambitionerne tydelige. På banen var han ikke pædagogen fra skolen. Her var han træneren, der ville vinde, og som gik ind til de store kampe med nerver og engagement.
Frank Niclasen var samtidig kendt som en mand med stærke holdninger. Han kunne være svær at komme udenom, og nye folk i miljøet kunne opleve, at det tog tid at blive lukket helt ind. Han var på mange måder vokset sammen med HIK og så klubben som noget, der skulle passes på.
Netop derfor betød det også meget for ham, hvordan spillere og trænere opførte sig, når de repræsenterede klubben. HIK-logoet var ikke bare et mærke på trøjen. Det var noget, der forpligtede.
For omkring fem år siden kom der så et markant brud. Klubben og Frank Niclasen kunne ikke blive enige om, hvor hans kræfter skulle bruges i den kommende sæson. Det førte til et farvel, som blev endeligt. Han vendte aldrig tilbage til HIK.
Det efterlod et tomrum i et miljø, hvor mange havde vænnet sig til hans tilstedeværelse som en fast del af hverdagen. Hans plads ved vinduet blev et konkret billede på det savn, der opstod, da han ikke længere var der.
Historien om Frank Niclasen er også historien om det særlige fællesskab, der opstår i en forening gennem mange år. Når mennesker bruger utallige timer i de samme rammer, bliver relationerne ofte tættere og mere sammensatte end almindelige bekendtskaber. Man kan være dybt uenige, bølgerne kan gå højt, og kontakten uden for klubben kan være begrænset. Alligevel opstår der en form for familie, hvor man lærer at rumme hinandens særheder og respektere det, hver enkelt bidrager med.
I den fortælling havde Frank Niclasen sin helt egen rolle. Han beskrives som en slags onkel i foreningsfamilien. Ikke nødvendigvis den, alle kendte helt tæt, men en person, som havde sin faste og naturlige plads.
Hans alt for tidlige bortgang har derfor ramt mange, også blandt dem der i dag ikke længere har deres daglige gang i HIK, fordi de selv eller deres børn siden er vokset ud af klubmiljøet. Minderne om Frank Niclasen lever dog videre i hallen, i kampene, i de praktiske rutiner og i de mange år, hvor han var med til at holde hjulene i gang.
Da han skulle stedes til hvile, skete det uden opmærksomhed. Det lå i tråd med den private linje, han også holdt fast i gennem livet. Derfor blev afskeden ikke den fælles markering, mange ellers havde ønsket.
Tilbage står respekten for en mand, der gav en stor del af sit liv til foreningslivet og til HIK håndbold. Og tilbage står billedet af en markant klubmand, som satte tydelige spor, både når han stod på banen, og når han fra sin faste plads fulgte det hele tæt.